Tilbage til nyheder

Bæredygtighed prioriteres i mindre grad hos danskerne

13 maj 2020

Danskerne prioriterer i mindre grad bæredygtighed som følge af coronakrisen. Samtidig forventer danskerne i højere grad at prioritere selvforkælelse og oplevelser efter coronakrisen. Dette viser en undersøgelse foretaget af Advice i samarbejde med Userneeds.

Userneeds står sammen med Advice bag undersøgelsen ”Crisis Consumer Trends”, hvilken giver indblik i, hvordan coronakrisen påvirker danskernes forbrugsvaner. Undersøgelsen viser blandt andet, at danskernes syn på bæredygtighed er noget som påvirkes af coronakrisen. Der fremgår et fald fra 58 procent før coronakrisen til 43 procent af danskerne, der er enige i udsagnet ”det næste år forventer jeg, at mit generelle forbrug vil blive mere bæredygtigt”.

Ralf Lodberg, partner og CCO hos Advice, udtaler: ”Det er tydeligt at se, at vi lige nu ikke prioriterer bæredygtighed i samme grad som før krisen, og det mener jeg er udtryk for, at det nu er de mere nære værdier, der står øverst på indkøbslisten. Derudover er flere forbrugere i dag, grundet krisen, måske bekymrede for deres økonomi og har derfor tendens til at vælge billigere løsninger, hvilket måske ikke altid harmonerer med bæredygtighed.”

Udover, at danskerne ikke prioriterer bæredygtighed i samme omfang som før, viser undersøgelsen også, at danskerne vil prioritere selvforkælelse og oplevelser på den anden side af krisen. Resultatet viser, at hver femte vil gå mere på restaurant, samt at 19 procent vil bruge flere penge på kulturoplevelser. Derudover vil 11 procent bruge flere penge på personlig pleje, og 27 procent vil bruge flere penge på rejser i Danmark.

Maria Rasmussen, direktør og forbrugerekspert hos Advice, udtaler: ”Tallene taler deres tydelige sprog, vi er klar til at komme ud i det danske land igen, når den værste krise er overstået, og derfor vil de brancher, som har oplevet det allerhårdest lige nu formentlig også opleve en ekstra støtte fra forbrugernes side, når først verden ser lidt mere normal ud igen.”

Yderligere forventer kun 6 procent at bruge flere penge på tøj og anden beklædning efter coronakrisen, og omkring 14 procent forventer at bruge færre penge end før corona. Dette mener Maria Rasmussen ikke nødvendigvis er retvisende, da det kan se anderledes ud, når vi møder omverdenen igen. Samtidig forventer flere forbrugere også at handle mere lokalt fremadrettet.

Læs mere her.