Tilbage til nyheder

Corona-situationen har påvirket danskernes online indkøbsvaner

26 august 2021

Corona har lavet om på vores hverdag og vores vaner – ikke mindst på vores indkøbsvaner. Det har bl.a. medført, at vi alle i mindre eller i højere grad det sidste halvandet år har været nødt til at benytte os af de muligheder for indkøb, der har været og ikke nødvendigvis dem vi ‘plejer’.

For at finde ud af om danskerne har ændret deres forbrugsadfærd under Corona-pandemien, og evt. omfanget heraf, har vi spurgt vores panelmedlemmer i en online survey: I hvilken grad har Corona påvirket dine online indkøbsvaner (tøj, møbler, smykker, kosmetik, m.m.)? (OBS: gælder ikke madvarer)

Langt de fleste af vores panelmedlemmer, 60 procent, har svaret, at de køber de ovennævnte varer som de ellers plejer. Ud af 1264 adspurgte svarer 20 procent, at de nu køber lidt mere online i forhold til perioden før Corona-pandemien. Derudover er der omkring 7 procent der køber meget mere online nu end før Corona.

Imidlertid viser undersøgelsen, at der er en del danskere, der aldrig køber online, hvilket svarer til omkring 9 procent af de adspurgte.