Tilbage til nyheder

Danskerne ønsker at flyve mindre i fremtiden

5 marts 2021

Meget tyder på, at danskerne har fået øjnene op for alternative feriemuligheder. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Userneeds for Ingeniørforeningen, IDA, hvor hver tredje dansker har givet udtryk for, at de ønsker at flyve mindre i fremtiden.

I en tid hvor mange længes efter varmere himmelstrøg eller et afbræk fra hverdagen, kan det være trist ikke at have muligheden for at hoppe på det næste fly. Coronakrisen har påvirket vores hverdag på mange måder, og den vil sandsynligvis også påvirke vores fremtidige flyvevaner. En ny undersøgelse som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA, viser at epidemien også har været en øjenåbner for danskerne, når det kommer til deres flyvevaner. 30 procent har nemlig svaret: ”Jeg vil ikke flyve så ofte som før corona-krisen” eller ”jeg vil flyve kortere distancer end før corona-krisen” eller ”jeg vil helt holde op med at flyve”.

Ifølge Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA, er det godt nyt for klimaet, at så mange har fået øjnene op for, at det er dejligt at holde ferie i Danmark, og at man kan rejse på andre måder end med fly.

Han finder det dog vigtigt at påpege, at han ikke ønsker at fraråde folk at flyve i fremtiden. Epidemien har nemlig haft store negative konsekvenser for mange brancher heriblandt også flytrafikken. Men når det kommer til klimaet og målet om at sænke CO2-udledning, så er det godt, at flere har fået øjnene op for alternative rejsemuligheder, mener han. Det forventes da også, at flytrafikken vil stige igen så snart verden åbner op, og i denne forbindelse arbejder IDA på at udvikle alternative brændstoffer med teknologier som power-to-x, som skal være med til at mindske CO2-udledningen.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.