Tilbage til nyheder

Har du tillid til, at andre overholder coronaretningslinjerne?

25 september 2020

WashingHands

En ny spørgerunde om danskernes oplevelse af coronakrisen viser, at hele 81 procent af danskerne er bekymrede for andre menneskers adfærd i forhold til deres overholdelse af coronaretningslinjerne. Dog mener de fleste danskere selv, at de er gode til at overholde dem. Det er resultatet fra en ny måling fra Moos-Bjerre og Userneeds.

En ny måling foretaget af Userneeds i samarbejde med analyse- og konsulentfirmaet Moos-Bjerre viser, at flere danskere selv mener, at de overholder myndighedernes coronaretningslinjer. 73 procent af danskerne svarer, at de holder større fysisk afstand til mennesker, 69 procent vasker oftere hænder, og 65 procent undgår unødvendig kontakt med andre mennesker. Danskerne er dermed af den overbevisning, at de selv er gode til at overholde retningslinjerne under coronakrisen. De har dog ikke tillid til at andre end dem selv overholder disse retningslinjer.

Det viser sig, at hele 81 procent af danskerne er bekymrede for, om andre i tilstrækkelig grad efterlever retningslinjerne. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab på Aarhus Universitet, der forker i, hvordan generel bekymring for smitte kan påvirke vores adfærd over for fremmede, udtaler: ” Det særlige ved corona-pandemien er, at det, vi i høj grad er bekymrede for, ikke så meget er selv at blive smittet, men nærmere, hvad konsekvenserne af stigende smittetal har for hospitalerne, for økonomien og for velfærdssamfundets mulighed for at hjælpe udsatte grupper. Så meget af bekymringen handler ikke om os selv, men om samfundet.”

Michael Bang Petersen mener, at behovet for kontrol er en forklaring på den voksende utryghed. Han udtaler: ”Der er fokus på, hvad andre gør, fordi det er deres adfærd, som påvirker de ting, vi bekymrer os mest om. Vi kan selv tage forholdsregler og tage kontrol over, om vi selv bliver smittede, men når det kommer til andre, så har vi kun mulighed for at påvirke deres adfærd ved at udskamme og agere coronapoliti.”

Resultatet fra målingen viser, at der er en stigning på 12 procentpoint siden april i andelen af danskere, der er bekymrede for andres efterlevelse af coronaretningslinjerne.

Anders Colding-Jørgensen, adfærdspsykolog og foredragsholder, mener ikke danskernes bekymring om andres adfærd er overraskende: ”Vores velbefindende er i høj grad afhængigt af, hvad andre mennesker gør. Coronatiltag virker kun, hvis vi alle sammen på en eller anden måde tager hensyn.”

Ifølge Michael Bang Petersen er den største fare ikke, at danskerne er mere bekymrede, men derimod hvordan den enkelte håndterer følelsen af uvished om andres adfærd. Han mener, at man nemt kan komme til at føle skam, hvis man bliver smittet.

Du kan læse meget mere i artiklen fra Kristeligt Dagblad her.