Tilbage til nyheder

Hver anden dansker får jobbet gennem en klassisk ansøgning

21 oktober 2020

Headhunting giver sjældent et fyldestgørende overblik over mulige kandidater til en stilling. Alligevel får mange danskere deres job på den måde. Det viser sig dog, at den klassiske ansøgning stadig er den mest populære rekrutteringsmetode. 

En undersøgelse foretaget af Userneeds på vegne af Ingeniørforeningen IDA påpeger, at 45 procent af danskerne har fået deres seneste job gennem en motiveret ansøgning, der enten er uopfordret eller en reaktion på et jobopslag. En af grundene til at denne form for rekrutteringsmetode fortsat er den mest anvendte skyldes, at jobopslag der opfordrer til ansøgninger, giver et bedre billede af hvilke kandidater, der opfylder kravene til stillingen. Samtidig kan det blive dyrt for en virksomhed, hvis den nye medarbejder ikke er den rigtige kandidat, fortæller formand for Ansattes Råd i IDA, Morten Thiessen.

Han mener, at headhunting sjældent giver det bedste overblik over mulige kandidater til stillingen. Alligevel viser undersøgelsen, at sammenlagt 38 procent er blevet opfordret til at søge stillingen gennem folk i deres netværk eller ved headhunting. I nogle brancher er headhunting mere udbredt end i andre og her vil et stort netværk resultere i flere jobmuligheder. Morten Thiessen forsikrer dog, som undersøgelsen også påpeger, at den klassiske ansøgning langt fra er irrelevant. Ansøgningen er for langt de fleste danskere vejen til det nye job.

Du kan læse mere her.