Tilbage til nyheder

Hvordan vil danskernes forbrug være efter coronakrisen?

24 april 2020

Det har i en periode ikke været muligt for danskerne at have samme forbrugsvaner, når det kommer til besøg hos restauranter, kulturinstitutioner og frisører. Coronakrisen har haft en stor påvirkning på danskerne i forhold til deres adfærd og forbrug, der har ændret sig markant. Men hvordan vil danskernes forbrug være på den anden side af krisen? Userneeds har foretaget en undersøgelse, i samarbejde med Advice, om danskernes forventninger til deres fremtidige forbrugsvaner.

Userneeds har i samarbejde med Advice foretaget en undersøgelse, der viser, at danskerne vil bruge flere penge efter krisen på erhverv såsom restauranter, kulturinstitutioner og frisører. 21 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer, at de vil oftere vil gå på restaurant. Derudover svarer 19 procent, at de vil bruge flere af deres penge på kulturoplevelser, og 11 procent forventer at bruge flere penge på personlig pleje. Det er dermed i høj grad selvforkælelse og ting, der giver glæde, som danskerne vil bruge flere penge på.

Det tyder dermed på, at erhverv, der har været hårdt ramt af krisen vil opleve støtte fra forbrugerne på den anden side af krisen. Maria Rasmussen, direktør og forbrugerekspert hos Advice, udtaler: ”Tallene taler deres tydelige sprog, vi er klar til at komme ud i det danske land igen, når den værste krise er overstået, og derfor vil de brancher, som har oplevet det allerhårdest lige nu formentlig også opleve en ekstra støtte fra forbrugernes side, når først verden ser lidt mere normal ud igen.”

Et område danskerne ikke forventer at bruge flere penge end hidtil er på udlandsrejser, hvorfor rejsebranchen, der er blandt de hårdest ramte desværre ikke bør forvente en lige så stor støtte. Hele 28 procent svarer, at de forventer at bruge færre penge på udlandsrejser. Samtidig forventer 27 procent, at de vil rejse mere i Danmark end de før har gjort. I den forbindelse udtaler Maria Rasmussen: ”Selv om rejsebranchen ser ud til at lide hårdest lige nu, ser fremtiden ikke helt så sort ud, som det tegner til i analysen. Det er nemlig ganske forventeligt, at man som forbruger er nervøs for fx at booke en rejse til udlandet, når usikkerheden for, om man får lov til at tage af sted, er så stor, som den er lige nu. Den dag alle grænser bliver åbnet igen, er jeg ret overbevist om, at vi vil se mange danskere pakke sydfrugterne igen og drage ud i verden. Men der vil også være dem, der i takt med, at de har opdaget glæderne ved ferie i Danmark, vil holde fast i de nye rejsevaner, som er blevet tilegnet under krisen.”

Udover, at der vil bruges færre penge i rejsebranchen, forventer omkring 14 procent af forbrugerne at bruge færre penge på tøj efter coronakrisen. Kun 6 procent forventer at bruge flere penge på tøj og sko, og kun 5 procent forventer at bruge flere penge på sportsaktiviteter som fx fitness. Maria Rasmussen udtaler i den forbindelse: ”At kun seks procent forventer at bruge flere penge på tøj og anden beklædning efter corona er interessant, men ikke nødvendigvis retvisende. Lige nu går mange af os hjemme i vores egen lille osteklokke, men mon ikke det ser anderledes ud, når vi skal stå ansigt til ansigt med omverdenen, kollegaer og venner igen.”

Danskerne forventer dermed ikke at bruge flere penge på eksempelvis tøj efter at have haft rig mulighed for at se sig i spejlet som følge af at have været meget hjemme. Dette gør sig også gældende i forhold til boligen, hvor få har fået lyst til at købe noget nyt til hjemmet. Omkring 15 procent svarer, at de forventer at bruge færre penge på boligtilbehør. Det er kun 7 procent, som forventer at købe mere boligtilbehør, og 4 procent der forventer at bruge flere penge på elektronik.

Dermed har coronakrisen haft en påvirkning på danskernes forventninger til deres økonomiske forbrug. Det er særligt oplevelser og velværd såsom restaurantbesøg, kulturoplevelser og personlig pleje, som danskerne i højere grad vil prioritere. Derimod forventes det, danskerne vil bruge færre penge på udenlandsrejser samt tøj og boliginteriør end hidtil.

Du kan læse mere i disse artikler:

Dagbladet Børsen

Randers I dag

Dansk Handelsblad

Newsbreak