Tilbage til nyheder

Hvordan ville danskerne investere 1 mio. kroner?

7 maj 2020

Hvilke danske børsnoterede selskaber ville danskerne investere 1 mio. kr. i, og hvad har indflydelse på deres investering? Dette har Userneeds undersøgt i samarbejde med analyse- og konsulentfirmaet, Moos-Bjerre, i perioden 14. april til 17. april.

Userneeds har i samarbejde med analyse- og konsulentfirmaet, Moos-Bjerre, foretaget en undersøgelse blandt 1.000 danskere, hvor de deltagende blev spurgt: Hvis du fik 1 mio. kr. til en pensionsopsparing, som du skulle investere i aktier i danske børsnoterede selskaber, hvor mange penge vil du så købe aktier for i følgende virksomheder?

Resultatet viser, at danskerne i gennemsnit vil investere 220.000 kr. i Novo Nordisk ud af hver deres million. Det er den virksomhed som danskerne vil investere flest penge i, hvilket er meget mere end de øvrige selskaber. Danskerne vil investere næstflest penge i Vestas, gennemsnitlig 98.000 kr., og på en delt tredjeplads vil danskerne gennemsnitlig investere 85.000 kr. ud af hver deres million i henholdsvis A.P. Møller-Mærsk og Novozymes.

Michael Friis Jørgensen, chefredaktør i Alm. Brand, udtaler: ”Danskerne investerer i det de kender”. Dermed mener han at genkendelighed spiller en stor rolle for danskernes valg, og han tilføjer: ”Mange vil nok blive overraskede over, hvem der markedsværdimæssigt eller kursmæssigt har performet stærkest de seneste år.” Michael Friis Jørgensen mener, at danskernes viden om det nuværende marked ligeledes har en stor indflydelse: ”Det sprang i øjnene på mig, at der er nogle virksomheder, der ligger meget højt i forhold til deres børsværdi, blandt andet Novozymes, men der er kendskab til dem og investeringsvillighed.”

Samtidig fremhæver Michael Moos-Bjerre, at han ikke tror, at årsagen til den store investering i Novo Nordisk alene skyldes, at Novo Nordisk er det mest værdifulde selskab i Danmark. Han udtaler: ”Jeg tror, at Novo Nordisk er en af de virksomheder, man i dag hører mest om – både på den danske scene og deres aktiviteter i udlandet.”

Læs mere i artiklen fra Børsen her