Tilbage til nyheder

Knæk Cancer kampagnen har gjort det igen

26 oktober 2019

Igen i år er der blevet samlet ind til Knæk Cancer, og endnu en gang oversteg beløbet 140 millioner danske kroner. De næste par dage vil beløbet højst sandsynligt stige yderligere, da mange donationer hvert år først tikker ind de efterfølgende dage.

Knæk Cancer har eksisteret siden 2012 og gennem årene er der blevet samlet mange millioner kroner ind. Userneeds og vores panelmedlemmer har støttet Knæk Cancer siden 2013, og vi er utrolig glade for at gøre det igen i år. Tallene taler for sig selv, når man taler om kræft og de mange mennesker, der på den ene eller anden måde er påvirket af sygdommen. På Knæk Cancers hjemmeside kan man læse følgende:

”Kræft rammer hver tredje dansker og gør alle andre til pårørende. Vi kommer alle – på en eller anden måde og på et eller andet tidspunkt i vores eget liv – i berøring med kræft. En sygdom, der hver dag koster 42 danskere livet.”

Den 26. oktober kulminerede Knæk Cancer indsamlingen med et stort TV-show, der blandt andet bød på live optrædener af forskellige kunstnere og rørende fortællinger. Da showet sluttede, havde danskerne sammenlagt doneret 145.373.818 millioner kroner, og det høje beløb virker både ”overvældende, rørende og imponerende” på Jesper Fisker, der er direktør hos Kræftens Bekæmpelse.

Userneeds og panelmedlemmer bidrog også til indsamlingen, der skal gå til udvalgte projekter. Projekterne omfatter blandt andet forskning i bedre behandling samt forebyggelse og oplysning om HPV-vaccine til drenge og piger.

Userneeds vil gerne takke alle de panelmedlemmer, der har været med til at samle ind.

Du kan læse mere om Knæk Cancer og de enkelte projekter her