Tilbage til nyheder

Vær på vagt for it-kriminelle

27 juni 2019

De it-kriminelle er blevet dygtigere og både timingen på og sproget i de emails og beskeder, de sender, er blevet markant bedre. På den baggrund er det blevet sværere for danskerne at gennemskue, hvornår eksempelvis en email er reel, og hvornår det er et forsøg på at snyde sig til oplysninger.

Mange danskere bliver dagligt udsat for it-kriminalitet i form af falske konkurrencer eller phisingmails, hvor kriminelle forsøger at få fat i brugernavne, kreditkortoplysninger eller andre personlige oplysninger. En undersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen IDA, viser faktisk, at hver anden dansker gennem de seneste to år har været udsat for en eller anden form for it-kriminalitet.

Ifølge Jørn Guldberg, der er IDAs ekspert inden for it-sikkerhed, er det langt fra alle, der hopper i, når de får en mistænkelig mail, men tallet er stigende: ”Vi ser, at folk i stigende grad spørger om hjælp for at få afklaret, hvilke muligheder de har for at komme ud af de her ting. Der er også andre, der bare afskriver deres computer og skifter den ud”.

Hvis man får en mail, og man er i tvivl om afsenderens hensigter, er det en god ide ikke at trykke på vedhæftninger eller links, da disse kan gøre skade ved aktivering.

Du kan læse mere om undersøgelsen her