Tilbage til nyheder

Vil danskerne have deres feriepenge udbetalt?

3 juli 2020

Hver femte dansker vil ikke have udbetalt deres indfrosne feriepenge. Dette kan have konsekvenser for forbruget og kan koste flere tusinde danskeres job.

Det er efterhånden ikke noget nyt, at regeringen har valgt at gøre det muligt for danskerne at hæve deres indfrosne feriepenge i efteråret. Hvad der i stedet er bemærkelsesværdigt er, at der er en stor andel, der ønsker at lade pengene blive på kontoen.

En ny undersøgelse foretaget af Userneeds i samarbejde med analyse- og konsulentfirmaet Moos-Bjerre viser, at hver femte dansker ikke ønsker at få deres feriepenge udbetalt. Selvom 68 procent af de i alt 1.000 adspurgte har meldt ud, at de ønsker at hæve deres feriepenge i år, så er cheføkonom i Dansk Erhverv (DE)Tore Stramer, stadig bekymret for de resterende danskere, der har svaret, at de ikke ønsker at få udbetalt deres feriepenge, samt de 13 procent der endnu ikke har taget stilling.

Selvom det blot er 18 procent, der har svaret, at de ikke ønsker deres feriepenge udbetalt, så er det ifølge Tore Stramer stadig nok til, at den ønskede forbrugseffekt ikke opnås.

Formålet med udbetalingen af de indfrosne feriepenge er netop at få danskerne ud og bruge pengene, således at Danmark kan komme godt og sikkert ud af coronakrisen. Med de mange arbejdspladser der lider under krisen, så er det vigtigt at få skubbet forbruget i gang igen, da mange danskere ellers risikerer at miste deres job.

Feriepengene løber tilsammen op i 33 mia. kr. efter skat, hvis alle får pengene udbetalt, og dette beløb kan være med til at redde 16.000 job. Det lyder i stedet på 4.000 færre, hvis det antages, at hver femte dansker ikke får udbetalt deres feriepenge.

Der er ingen tvivl om, at det vil have en effekt på forbruget, hvis en stor del af danskerne vælger ikke at få udbetalt deres feriepenge. Men det er fortsat usikkert, hvorvidt danskerne overhovedet har brug for pengene i sidste ende. Eftersom at coronakrisen har adskilt sig fra andre kriser, mener økonomiprofessor Phillip Schröder fra Aarhus Universitet ikke, at danskernes evner til at betale er problemet, da har flere haft mulighed for at spare penge under krisen.

Tallene har fået finansordfører Troels Lund Poulsen (V) til at genoverveje, om der er behov for yderligere tiltag i forbindelse med udbetalingen af danskernes feriepenge.

Læs mere i Børsens artikel her.